Mit liv med heste

Charlotte Lemming har åbnet Sjællands Horsepark og er gået all in på drømmen om at leve af heste

Oldenborger Charlotte Lemming

 

Ugens rytter-spotlight er denne gang Charlotte Lemming, der for 3 år siden realiserede drømmen om egen gård med hestene hjemme, hvor hun kunne få sin yndlingsbeskæftigelse som dansk ekspert i Californisk Horsemanship til at blomstre.

Men hendes drøm blev for alvor truet, da hendes mand blev syg et halvt år efter at gården blev deres, og fra den ene dag til den anden stod Charlotte Lemming selv med hele ansvaret for driften af gården ved siden af sit fuldtidsjob som sygeplejerske og sin tiltagende undervisningsvirksomhed med fokus på heste og ryttere.

Man opdager hurtigt, at Charlotte Lemming har en vilje, som er ganske få forundt – hun har i august måned netop åbnet Sjællands Horse Park, som er den sjællandske gren af Djurs Horsepark som nu hedder Horsepark Denmark – en mountain trail park, som uddanner heste og ryttere i at blive sikre i alt slags terræn og på alle tænkelige forhindringer. Og så er hun gået fuldtid som selvstændig med Working Horsemanship v. Charlotte Lemming.

Charlotte Lemming har et ganske særligt forhold til heste. Hun føler dem. De har altid været til stede i hendes liv, og vist hende vejen – også når vejen er bumlet og ufremkommelig.

Læs med her.

Charlotte fortæller:


Som lille pige var der ikke råd til hest eller at gå til ridning – så jeg legede hest på min farfar og farmors krogede kirsebærstamme som godt lidt kunne ligne en gammel svajrygget pony. Jeg elsker heste.  Jeg er ved at være 41 år gammel og hestene har været en del af mit liv altid. De driver mig til alverdens ting og alle steder i verden. Jeg drømmer om at have redet på en hest på alle kontinenter på kloden. Det kunne være fedt at sige over frokosten på plejehjemmet engang.

 

Heste vil forhåbentligt altid være en del af mit liv.  Som yngre havde jeg meget rideangst og kæmpede rigtig meget med det. I dag er det heldigvis ikke sådan mere. At komme over rideangsten var for mig også at komme mig over angst for mange ting i mit liv. En usikkerhed på, om jeg var god nok, kunne nok, var nok værd. Jeg vidste slet ikke at rideangst – eller usikkerhed i livet kan manifestere sig på så mange planer – men også at det kan løses gennem hestene.

 

Det er nu over 20 år siden jeg gik i gang med min rideangst. Blev longeret i et halvt år af en berider, når jeg skulle ride, arbejdede i stalden for at have råd til undervisning. Langsomt blev det bedre. Jeg blev gift og fik barn nummer 1 og et par år senere barn nummer 2 – og som højgravid måtte jeg sige farvel til min elskede DV Rebecca.

 

Vi havde 12 år sammen og kendte hinanden godt og hun havde både været katalysator for min rideangst, men også taget de første skridt med mig til at komme igennem det. Det var så svært og hårdt at sige farvel til hende, men jeg måtte være fornuftig og vente lidt med hestene, når jeg havde to små børn. Men efter 2 måneder kunne jeg næsten ikke holde ud at være i det mere. Jeg blev gradvist mere ked af det, rastløs, - der manglede bare en hest i mit liv.

 

Så fandt jeg Oskar og købte ham. Oskar er Oldenborger af den gamle type og var en smart fyr på 7 år. Han var købt som bombesikker hest – hvilket han på ingen måde var overhovedet. Han var rar og delvis fornuftig, men vant til at sætte dagsordenen, og tog også gerne ”snakken” om, hvem der skulle sætte dagsordenen. Senere har min dyrlæge sagt til mig, at hun godt kunne huske, hvordan Oskar var i starten af vores liv sammen, og at hun ikke var sikker på, at det var helt sikkert for mig at være sammen med ham. Det viste sig, at han og jeg var det bedste match. Han er min sjæleven og min makker. Jeg kan tage alle steder med ham og han kan tage alle steder med mig. At sætte foden i bøjlen, svinge benet over ham og sætte mig ned er for mig det bedste sted at være i hele verden.

Oldenborg

 

Oskar har åbnet mit liv op for mig – givet mig så mange muligheder og oplevelser, som jeg kun har kunnet drømme om. Hvis jeg skulle ønske mig noget i mit hesteliv, ville det være, at jeg altid ville have ham! Vi har arbejdet hårdt på at finde en vej sammen, og vi gør det stadig. Hesteliv og hesteglæde er elementer i mit liv, som gennemsyrer alt, hvad jeg gør.

 

Jeg fandt vejen med den californiske horsemanship tradition med Buck Brannaman som mester. Ikke mester som i afgudsdyrkelse og fanatisme – men mester som i mesterlære. For i denne verden er det hestene, der er midtpunktet – ikke mennesker. Buck har stået i mesterlære hos Ray Hunt og han hos Tom Dorrance. Jeg har været så heldig at se Buck ride en del gange og været på clinic hos ham.  Buck Brannaman og de mennesker, jeg møder ude i verden, og som arbejder med hestene på denne måde, er optagede af hestenes mentale tilstand i arbejdet. Det giver så meget mening for mig, at det er det vigtigste. Det andet er lidt forenklet teknik.

 

Det er den følelse, du rider med, den føling, du har til hesten, og den føling hesten har tilbage til dig og fra dig, der er  ”the missing link”. Lige der, rider du ikke kun med hjælpere, sæde, øvelser og krop – men du rider med hjertet og med følelse – og det gør din hest også. Der skabes kontakt på et helt andet plan, som er så helende for både heste og mennesker.

 

Det er så interessant, for jeg hjælper en del ryttere med rideangst på forskellige planer og niveauer – men det er aldrig ridningen alene, der hjælper dem. Der sker så mange ting, der ændrer deres opfattelse og tryghed. Oplevelse af autonomi og samarbejde, som burde være modsatrettede, finder sammen og bliver til en smuk dans, der viser sig i øvelser fra jorden og arbejde fra ryggen med plads og rum til hjerte , tanke og krop – hos både hest og rytter. Jeg har set det for mange gange til at det kan være tilfældigt. Jeg ved jo godt, at det virker – det kan fortsat forbavse mig HVOR godt det virker og på ALLE heste og mennesker. Det er ikke kun en træningsmetode, det er en livsfilosofi og det ændrer den måde, du behandler hestene, mennesker omkring dig og dig selv.

 

Western bosal

 

Jeg arbejder med alle slags heste, indenfor alle discipliner og det er det, der er særligt og unikt hos mig. For hos mig kan rytteren blive mere sikker til hest både fysisk og psykisk – og det kan hesten også blive. Her er relationen i centrum – men på en meget konkret hands-on måde, hvor vi sætter rammen, og er tydelige for hestene og os selv. Det handler jo i bund og grund om kærligt og stærkt lederskab og god velfunderet ridning eller jordarbejde, hvor vægten er lagt på forståelse, empati, tydelighed, ensartethed og disciplin – både for heste og mennesker.

 

Jeg elsker at bo på Lemminggård og jeg er stolt over, hvad jeg har opnået at gøre med Lemminggård på de 3 år, vi har boet her. Min mand blev alvorligt syg for 2,5 år siden så jeg står med alting selv udover de fantastiske mennesker jeg har omkring mig, som jeg aldrig kunne have klaret mig uden. Jeg er stolt over Lemminggård og hvad stedet kan. Når jeg sidder på Oskar og vi rider hjem fra skovtur med en flok vildt forskellige heste og mennesker og jeg kigger op på Lemminggård. At jeg har skabt et sted hvor hestefolk kan mødes på tværs af alder, hesterace, disciplin, erfaring og sted i livet. Hvor vi mødes med respekt for hinanden og nysgerrighed på forskelligheder. Hvor det der binder os alle sammen er kærligheden til hestene og hesteglæden. Det er jeg så stolt af og er så taknemmelig for, at jeg har kunnet. Og det var aldrig sket uden Oskar min sjæleven.

 

Hvad ligger der så forude? Jeg drømmer om at Lemminggård bliver et sted alle hestefolk kender og bruger. Her tager man hen, når man vil blive dygtigere på sin relation til sin hest. Vi hestefolk ved, at der er mange veje til målet, og at man godt kan tage sin hest med hele vejen. At vi kan SÅ mange ting med vores heste, hvis vi tør at åbne os for hestens perspektiv. At vi tør stole så meget på vores hest, som hesten stoler på os. Det ønsker jeg mig for fremtiden – at jeg kan få lov til at vise alle hestefolk, hvor meget uforløst potentiale der er i deres heste – og hvordan de sammen kan forløse det. 

 

Hvad er Californisk Horsemanship:

 

Californisk Horsemanship stammer oprindeligt fra de spanske conquistadores der rejste til den “nye verden” og bosatte sig i Californen. De havde deres heste med og red den klassiske spanske ridning. Den ridning blev over tid tilpasset det arbejde, hestene nu skulle lave med kvæg. Så det udtryk, ridningen har, kan man kalde ”arbejds dressur”. Senere blev nogen af elementerne fra denne ridning taget ud og ændret igen til det vi kender som westernridning – konkurrencedisciplinerne.

 

Filosofien omkring horsemanship stammer fra to brødre Tom og Bill Dorrance - de var grundlæggerne af det, vi idag kalder Horsemanship. Deres ide var, at det måtte være muligt at arbejde med hestene uden at de skulle være skræmte, og hele konceptet med at starte unghestene istedet for at “breake” dem, var født. At give hestene mulighed for at være trygge og forstå opgaverne. Samarbejde og forståelse for hestens mentale tilstand.   

 

Hvem er Buck Brannaman?


Buck Brannaman har arbejdet med heste og deres ejere i mere end 30 år, og er i dag en af verdens førende udøvere af håndtering af heste baseret på klassiske koncepter fra Californiens vaquero-tradition; arbejde med hestens natur ved hjælp af en forståelse af, hvordan heste tænker og kommunikerer, for at træne hesten i at acceptere mennesker og arbejde trygt og responsivt med dem. Et af Bucks erklærede mål er at få dyret til at føle sig trygt og sikkert omkring mennesker, så hesten og rytteren kan opnå en ægte forening.

 

Udstyr i den Californiske Horsemanship tradition:

 

Her er der mange muligheder alt afhængig af hvor traditionel man er. Man lad os holde os til den tradition som Ray Hunt og Buck Brannaman er fortalere for. Man starter hesten i et almindeligt todelt trensebid – også kaldet en snaffle på engelsk. Når hesten har forstået alle øvelser inklusive de sideførende, simple changementer og har en meget fin og let soft feel på hånden – det vil sige, at hesten arbejder fra sin bagpart og har forstået sideførende bøjning fra schenklen, da avancerer man til en bosal – en råhudsflettet næsebånd der samles under hestens hoved med en knude, hvor man binder tøjlen med en hestehårstøjle som hedder en mecate.

 

Når de er sat sammen, hedder hovedtøjet en hackamore. At uddannne en hackamore hest tager lang tid og kræver stor indføling og kunnen. I den helt traditionelle californiske vacquero ridning starter man den unge hest i bosal. Men da det kræver stor erfaring og kunnen kan det ikke anbefales at gøre. Ridning I bosal/hackamore er en videreuddannnelse af hestens samlingsgrad og soft feel. Soft feel er ikke en måde at fiksere hestens hoved på, men en progression, der kræver tid, tålmodighed, føling og balance.  Når hestens uddannelse i hackamore er færdig, går man videre til two rein fasen.

 

Two-rein betyder, at du rider hesten i et stangbid evt. et halfbreed som ligner det, de fleste af os kender som et almindeligt stangbid med port, eventuelt med en lille plade til tungen, og en tynd bosal, som nu hedder en bosalita (fordi den er meget tynd). Her forfines ridningen yderligere med en højere grad af samling og bæring, samt mindre og mindre tøjlekontakt og højere sværhedsgrad af øvelserne.

 

På nuværende tidspunkt er hesten primært redet på en hånd, men man kan korrigere hovedstilling på tøjlen til bosalitaen. Men ridningen er primært fra sæde og ben. Two-rein fasen kan man til dels kalde en pendant til dressurens kandar.

 

I den sidste del af træningen af hesten rider man hesten: “Straight up in the bridle” som er et bid som de fleste af os herhjemme ikke kender. Biddet hedder et Spanish spade og er et ret avanceret bid. Udover biddet sidder bosalitaen stadig på hestens hoved, men med tøjlen bundet om halsen – så nu er bosalitaen en del af hestens udsmykning og ikke et værktøj der længere bruges I ridningen.

 

Al ridning foregår på en hånd og for sæde og ben. Biddets opgave er kun at korrigere hestens hovedform. At lære en hest og sig selv at blive til en “bridle horse” er en lang proces og et stort arbejde. Saddelmæssigt er valget primært en western saddel med en Wade bom som har et meget stort horn, der er velegnet til lassoarbejde. Men det vigtigste i sadlen er det klassiske sæde, som vi også kender fra dressursadlen. Langt de fleste westernsadler, vi ser herhjemme, er lavet til konkurrencedisciplinerne vi kender fra westernridningen og har et anderledes sæde end det, vi skal bruge.

 

Tips fra Charlotte, der gør din hest glad:

 

1: Tålmodighed – vent på din hest

 

2: Din hest gør altid det bedste, den kan. Arbejder du ud fra denne indstilling, bliver du ikke vred og frustreret.

 

3: Sæt rammer og vær tydelig – lav ikke om på reglerne. Det skaber forvirring og bekymring i din hest

4: Virker det ikke – gør det anderledes! Intet bliver nemmere eller mere rigtigt af at blive ved med at gøre det forkerte.

 

5: Gør din hest til en vinder – hver dag! Lav gode setups for din hest, hvor alting ikke er svært, men en god blanding af svære og lette ting.

 

6: Grin ofte! Din hest og dig er mere glade sammen, når jeres energi er let og glædesfuld.

 

7: Nyd din hest hver dag og vær taknemmelig for jeres rejse sammen – også alt det svære.

 

Oscar oldeborg

 

>> Læs også de andre artikler <<