Mit liv med heste

Lisa Kjer og DV-blandingen Macimo har i den grad været med til at sætte Danmark på verdenskortet indenfor TREC sporten

TREC Danmark

 

”Jeg ville ønske, at jeg havde lært TREC at kende før, men det var først i 2012/13 at disciplinen blev startet op i Danmark. TREC er en alsidig disciplin, men det jeg elsker allermest ved TREC er, at det er for alle, og at det er baseret på tillid og fairness overfor vores heste, og der er et flot fælleskab og sammenhold rytterne imellem”, fortæller VM/EM TREC-rytter Lisa Kjer Andersen.

 

Ugens rytter-spotlight, TREC-rytter Lisa Kjer Andersen, har sammen med sin konkurrencehest DV-blandingen Macimo allerede opnået flotte resultater sammen i ind- og udland. Ekvipagen har redet EuroCup stævner, og kvalificerede sig til VM i TREC i Spanien, og til EM/VM.


Det er ganske få danskere, der rider TREC på internationalt niveau, og der er ingen stævner i Danmark på det niveau der rides på i udlandet, men Lisa og Macimo har i den grad været med til at sætte Danmark på verdenskortet indenfor TREC sporten.

 

”TREC har givet mig masser af oplevelser herhjemme i Danmark men også i udlandet, og jeg har stiftet nye bekendtskaber verden over. Den åbenhed og ærlighed, der florer i TREC verdenen er unik. Høj som lav, ny som gammel, alle vil hjælpe hinanden - også selvom man er midt i et verdensmesterskab. Det er ret vildt, og jeg er stolt over at være med i TREC familien, som vi kalder det”, siger Lisa Kjer Andersen.

 

TREC Lisa Kjer

Lisa Kjer og DV-blandingen Macimo

 

Lisa fortæller:

Det er svært, at sige hvorfor jeg blev hestepige for ingen i min familie har haft med heste at gøre. Jeg blev vel bare ”bidt af en gal hest”. Mit heste-CV starter tilbage i 1993, hvor jeg som 9-årig startede med at gå til ridning på islandske heste en gang om ugen. Jeg var hooked! Hurtigt begyndte jeg at plage mine forældre om egen hest, og på trods af at mine forældre aldrig har haft med heste at gøre, stod der pludselig en fjordhest på gården ved siden af min fritidsklub, som var til mig! Det dejligste fjordheste føl, Fonzie.


Der ville jo så gå lidt tid før at Fonzie kunne rides, så endnu engang overraskede mine forældre mig med at købe en hest mere. Denne gang fjordhoppen Bianca på 8 år. Det var Bianca, der lærte mig at ride. Hun var som de fleste ponyer er, stædig, selvstændig, egenrådig og viljestærk. Gad hun ikke at ride, så tog hun biddet mellem tænderne og løb eller blev pludselig halt i dressur undervisningen, men haltheden forsvandt dog hvis man red mod skoven. Hende fik jeg redet rigtig mange springstævner på som ponyrytter.

 

Lisas heste

Jeg har været hesteejer lige siden, og i alt har haft 15 forskellige heste inkl. salgs- og omplaceringsheste. I dag har jeg stadig min første hest Fonzie, som nu er 27 år.

Sandman (minishetlænder hingst) 11 år, Galliano (DV/palomino) 6 år og Macimo (DV blanding) 18 år. De bor alle sammen hjemme på vores gård i Græsted i Nordsjælland. Det er et stort arbejde at have hestene hjemme, men jeg ville ikke have det på nogen anden måde. Jeg har haft 15 meget forskellige heste og ponyer gennem tiden. Nogle fik vi forærende, én blev købt på et kræmmermarked, én blev byttet for en anden plus non-firmations pengene, og nogle blev købt med henblik på salg efter tilridning.

De to køb, der har betydet mest for mig, handler begge om to røde vallaker. I 2011 var det tid til at finde ny ridehest og jeg havde ledt længe, men endelig fandt jeg den helt perfekte salgsannonce som opfyldte den lange liste af kvaliteter jeg søgte. Hesten stod på Fyn, og jeg fik helt hjertebanken over annoncen og tilhørende videoer, så jeg skyndte mig at kontakte sælger. Sælger svarede ikke, og straks var jeg sikker på han var solgt! Åh nej!! Timerne var meget, meget, meget lange indtil jeg fik kontakt til sælgeren senere på dagen. På grund af afstanden til Fyn kunne jeg først komme og prøve ham i weekenden – 4 dages ekstra venten!! Men endelig blev det weekend og jeg mødte Macimo.

 

TREC træer

Lisa og Macimo under "de lave træer"-øvelsen

 

De røde vallakker

Jeg havde aftalt med sælger, at jeg ville være med til opsadling, da det var vigtigt for mig at se ham i alle situationer, og ikke blot at ride ham. Førstehåndsindtrykket var lidt skuffende, som han stod der i boksen; lidt lad og vommet, men det blev gjort til skamme ligeså snart han kom ud at ride. Da jeg kom i sadlen var det en meget ridelig og skøn hest at være på. Han skulle være min, og det blev han! Macimo blev hesten, der fik mig i gang med de store konkurrencer i udlandet. Vi er et godt par. Macimo er 167 cm høj rød varmblodsblanding med Holsteiner og Oldeborger i stamtavlen. Jeg købte ham i august 2011, som 9-årig. Han var primært springhest og havde lidt erfaring med military, hvilket passede fint med min interesse i forskellige discipliner.

Min anden røde vallak fandt jeg på Roskilde Heste- og Kræmmermarked tilbage i 1994, sammen med min mor, far og farmor. Som en vaskeægte hestepige på 10 år, SKULLE jeg bare hen og hilse på hestene som noget af det første. Vi skulle ikke kigge på hest, da vi jo allerede havde 2 fjordheste derhjemme. Men, af en eller anden grund forelskede jeg mig pladask i en stor rød 5 års vallak. Og så gik resten af dagen med at plage mine forældre om, om han ikke skulle med hjem. Hestehandleren lurede det hurtigt, og tilbød mig trækture på ham - uden hjelm, uden sadel!

 

Dagen endte lykkeligt med at min farmor slog til, for som hun sagde: ”Jeg har aldrig slået hånd med en hestehandler. Men det har jeg nu!” og så blev Chang leveret hjemme hos os senere på dagen. Vi vidste ikke meget om hesten, og da jeg spurgte hestehandleren om hvornår han havde fødselsdag var svaret ”Hvad syntes du?”. Det viste sig at det med sadel og at få renset hove ikke var noget, Chang havde prøvet meget, og vurderet på tænderne af en anden hestehandler var han nok 2 år yngre end det, vi havde fået at vide! Men Chang og jeg var et super match, og han var min bedste kammerat i 17 år, før han til sidst ikke kunne mere i sine forben.

Jeg har elsket (og elsker) alle mine heste, og de har alle lært mig noget. Chang var min soulmate. Bianca lærte mig ikke at give op, og at ridning er hårdt arbejde. Herkules nåede jeg længst med i dressuren, som til begyndelse på piaff, trods han ikke var den oplagte dressurhest. Miss Arabian Sunshine, en salgspony, jeg stillede til kåring i palomino og stod fløj og opnåede R for ridelighed, gav mig det fedeste dressurstævne, hvor alt fungerede på trods af få ugers ridning efter en besværlig tilridning.

Macimo står for utallige mange TREC kilometers ridning rundt i Europa og min debut som international konkurrencerytter.

 

Lisa og Macimo over træstamme

Lisa fører Macimo i snor over en træstamme

Vild med TREC

TREC fangede straks min opmærksom, da jeg opdagede disciplinen. Det er en fed disciplin af flere årsager. For det første henvender TREC sig til en bred skare af ryttere, og TREC opfylder alle de forskellige værdier vi har om at være sammen med vores heste. Nogle TREC ryttere er meget konkurrence-minded, andre er skovtursryttere, som syntes det er fedt at være en del af det fællesskab, der opstår ved stævnerne. Alle kan være med! TREC rides med stor fairness overfor både hest og rytter, som f.eks. at rytteren kan vælge spring fra på forhindringsbanen uden strafpoint, og at du rider dit orienteringsridt alene sammen med din hest, i fred og ro. Uden dommere der kigger dig i nakken. Til gengæld står der hjælpere fordelt rundt i skoven på ruten, klar til guide eller hjælpe dig og din hest.

Macimo og jeg startede TREC i 2013 og Macimo er blevet en ret god TREC hest. Han har en naturlig rolig galop, som næsten sikrer os top point i galopdelen i MA hver gang, han er let styrbar også med kun en hånd på tøjlen, han kan changere galoppen, hvilket er brugbart i en del forhindringer, og så elsker han også at være på tur. Det er klart en fordel at han på orienteringsridtet hviler i sig selv og går lydigt under mig så jeg blot skal holde fokus på at orientere mig efter ruten, og ikke bruge energi på at holde hesten i gang eller tilbage. Hans højde er til gengæld lidt en ulempe for os, da jeg ikke er let som en fjer, og har svært ved at stige op på ham fra jorden, hvilket kan være den ene forhindring på PTV banen.

De seneste gange jeg har prøvet, er det endt i total rodeo (gjordkrampe) så det gør vi ikke mere. Vi står den forhindring over, hvis den er med, og tager et 0 point. Det der er den store forskel for mig er ved at ride TREC stævner, i forhold til spring og dressurstævner, som jeg red tidligere. Jeg bliver ikke ramt af samme stævnenervøsitet. Jeg har ro på, og er tryg med min hest. Det er virkelig rart. Selvfølgelig kan der godt komme lidt nerver på i konkurrencesituationer, primært når ruten skal tegnes i MapRoom, men det er nok nærmere adrenalinen der kører – når man nu at tegne hele ruten af? Det er den fase der kræver allermest af rytteren, både mentalt og fysisk.

Langt de fleste stævner starter med POR'en. Det er her hvor der er flest point på spil, men det er nogle gange lidt svært at forstå, at man rider konkurrence, når man rider rundt i en skøn skov i flere timer, så her er det nemt at holde styr på nerverne. Når jeg rider de internationale klasser er ruten op mod 40-45 km og det tager mere end 7-8 timer at komme igennem, så er det også en udfordring at holde energien kørende og holde hovedet fokuseret hele vejen rundt.

Jeg bliver stolt når min hest og jeg kan løse forhindringer/opgaver, som vi ikke har kunnet før. Vi udvikler os hele tiden, og det bliver aldrig for nemt at ride, da hvert orienteringsridt og forhindringsbane er forskellig fra gang til gang. Og så er jeg bestemt også stolt over at ride en disciplin, hvor vi alle arbejder for at have et super sammenhold på tværs af alle niveauer. Jeg har ikke en favorit fase, for jeg kan rigtig godt lide den alsidighed TREC kræver. Jeg er som TREC rytter blevet klogere på mig selv og mine egne ressourcer.

 

TREC i horisonten

 

TREC består af 3 faser POR MA og PTV

TREC er en alsidig disciplin, der består af 3 forskellige faser, POR (orienteringsridt i skov), MA (gangartskontrol) og PTV (forhindringsbanen). Det giver masser af variation, og oplevelser, og styrker tillid, mod og forståelse hest og rytter imellem. Kort forklaret:


POR er den franske forkortelse af Orienteringsridtet. Her rides der efter kort eller markeringer i skoven. Der kan være forskellige hastigheder på ruten, og det er op til rytteren at finde den rigtige vej, samt afstemme hastigheden med kravene til opgaven. Det er en rigtig spændende konkurrenceform til hest og det stiller krav til rytteren om at finde vej og ikke mindst samspillet mellem dig og din hest.

MA er den franske forkortelse af Kontrol af Gangarter. Denne opgave udføres på en 75-100 meter lang bane. Man starter med at ride en så langsom galop som muligt på sporet, i bredde klasser er det muligt at vælge trav. Derefter rides der tilbage samme vej i en hurtig skridt. Der gives point efter tiden der opnås.

PTV er den franske forkortelse af forhindringsbanen. I denne fase, skal der demonstreres den højeste grad af ridelighed og samarbejdsvilje, som naturridningen kræver af hest og rytter. Hestens tillid, mod, håndterbarhed, balance, hvor ”sikker på benene” hesten er, samt rytterens korrekte hjælpere og kendskab til forcering af forhindringer i naturen/ forhindringsbanen.


En PTV bane er aldrig forudsigelig, for hesten har ikke set banen før, og man ved ikke hvordan den vil reagere på den. Så må man jo bare tage det som det kommer og gøre sit bedste. De fleste gange har vi en super fed oplevelse efter en PTV bane, for ofte har vi udrettet noget, som jeg ikke havde turde håbe på ville ske, og grænsen på vores komfortzone bliver skubbet lidt hver gang. Forhindringsbanen er ofte placeret på et mindre område, så her er der publikum, hvilket giver en stor kontrast til POR fasen (orienteringsridtet).

På PTV banen kan jeg og hesten godt mærke der kommer lidt nerver på, men på den gode måde. At ride PTV banen kræver man har gået banen flere gange, og lagt en taktik for hvordan man har tænkt sig at lave tilridningen (linjeføringen) og hvordan man vil udføre forhindringerne (valg af gangart bl.a.). Når startsignalet er givet er det så spændende at se om taktikken holder, og om hest og rytter kan opnå det samarbejde og fokus det kræver at komme flot igennem banen Min vildeste konkurrenceoplevelse – indtil nu!


TREC har givet mig masser af oplevelser både herhjemme i Danmark men også i udlandet, og jeg har stiftet nye bekendtskaber verden over. Den åbenhed og ærlighed der florerer i TREC verdenen er virkelig unik. Høj som lav, ny som gammel - alle vil hjælpe hinanden også selvom man er midt i et verdensmesterskab Min største konkurrence oplevelse er min VM-deltagelse i Segovia i Spanien i 2016, som var vores 4. internationale TREC stævne. Det var et vildt stort stævne med over 100 ekvipager.

Der var så mange oplevelser i denne tur og jeg (eller vi) kom hele følelsesregistret igennem fra blod (blå mærker), sved og tårer til kuldegysninger og gåsehud af lykke. Jeg havde fået start nr. 1! Så klokken 07.00 sad jeg i ”MapRoom” og skulle tegne ruten ind på et kort, der fyldte 6 A4 sider, og det var næsten stadig mørkt, da jeg red ud kl 07.20. Vi kom først i mål hen på eftermiddagen, og havde oplevet sindssygt meget undervejs.


Der var store gangbroer vi skulle over, passere en varmluftballon som var ved at blive fyldt op, min hest skulle lære at gå på klippegrund (modsat dansk muldjord), ride i tæt skov væk
fra alting, gennem åbne slettelandskaber med ubarmhjertig sol, løse kompas og koordinatpunkts opgaver jeg aldrig havde prøvet før. Til MA'en var jeg også første rytter, men dommerne var ikke klar til min starttid, som kun var kort tid før jeg havde starttid på PTV banen, hvor der lige skulle skiftes udstyr i form af mordax, sikkerhedsvest, gamacher mv. samt opvarmning til PTV, hvor opvarmnings-springet endnu ikke var sat op da jeg kom derned.


Trods stressen op til starten på PTV banen klarede vi den godt. Jeg havde besluttet på forhånd, at der var to forhindringer vi ikke ville tage (en stor grøft, og storoxer på toppen af en skrænt). Til gengæld kom vi flot over nogle træstammer, som nok var 20 cm højere end jeg nogensinde havde sprunget. Det var vildt! Vi sluttede på en fin 39. plads ud af 66 senior ryttere. En placering jeg var, og er, mere end tilfreds med. Derudover lærte jeg bare mega meget mere om TREC, mig selv, min hest og hvad vi sammen kan udrette.

 

TREC bro


Heste er det bedste

De store som de små sejre til konkurrencer og i hverdagen med at uddanne sig selv og hesten gør at ridningen aldrig bliver kedelig. Jeg nyder at arbejde med heste, og elsker at se hvordan nye ryttere og heste udvikler sig sammen på blot første TREC træning. Jeg ville selvfølgelig vildt gerne kunne arbejde med heste på fuldtid og være 100% fokusere på at videreuddanne mig og mine heste. På sigt ville det ultimative mål helt klart være at komme op i nærheden af de internationale verdensfavoritter fra Frankrig, Italien og Spanien. Vi må se, hvad fremtiden bringer. Macimo er nu 18 år, og hans afløser, 8-årige Galliano, er i gang med sin TREC uddannelse.


Galliano er efter en DV mor og palomino far. Han er dog noget mindre, hvilket jo ikke gør noget, og hans sind tegner rigtig godt. Han får lov til at starte sin TREC karriere op i år i små klasser ved lokale stævner. Mine heste, den daglige omgang, arbejdet og at ride er bare en nødvendig del af mit liv. Går der for mange dage uden ridning, så bliver jeg sur, tvær og lettere deprimeret. Det er her jeg lader batterierne op, det er her jeg kobler af - det er en ren vitaminindsprøjtning for mig. Heste er bare det bedste.

 

TREC på strand


Læs mere om Lisa

Når Lisa ikke underviser eller er til konkurrence, bor hun og hendes familie til dagligt med hendes heste på gården i Græsted i Nordsjælland. Lisa er uddannet tømrer, men elsker bare heste. Og TREC.

Du er velkommen til at kontakte hende for yderligere info:
https://www.facebook.com/TRECLISA

 

Lisas bedste råd til glad hest:

  • Varieret arbejde, så hesten ikke keder sig. Meget forskning påviser, at varieret træning er sundt både for det mentale og det fysiske velbefindende. Der findes så mange forskellige typer træning, så det er bare at gå i gang. Husk også at have træningsdage uden sadel og rytter ;-)

  • Målret jeres træning, og træn kun til det lykkes, og ”stop mens legen er god”.

  • Ros din hest. Stemme og klap, det virker også som belønning på/for dig selv.

  • Vær åben og lyt til andre om deres træningsmetoder eller teorier, men brug det kun, hvis du føler for det passer til dig og din hest.

Et par gode råd om at ride TREC

TREC er en alsidig disciplin, så der skal være styr på hjælperne, korrekt rytteropstilling, og hesten være smidig og have god balance. Det trænes bedst gennem traditionel dressur, men 1 gang om ugen kan dressurtræningen tages med ud i skoven og øve overgange, tempovekslinger, sidebevægelser m.v. på stier og skovbund, hvor underlaget vil tilføje lidt propriotræning oveni.


Balance og lydighed kan også trænes gennem traditionel ridebanespringning, men mod og tillid hos både hest og rytter, syntes jeg, trænes bedst ved terrænspringtræning, miljøtræning eller på en rigtig TREC bane hvor broer, trapper m.v. kan trænes. Sidst men ikke mindst skal grundkonditionen være i orden hos både hest og rytter og jo højere niveau man rider jo bedre skal kondien være. Er man ny TREC ryttere eller starter lave klasser i TREC, er alm. ridning 3-4 dage om ugen rigeligt for at kunne være med, men vil man udvikle sig, så er der en masse spændende og afvekslende arbejde at tage fat på.


Vil du ride eller vide mere om TREC


www.trec.dk

 

VIDSTE DU AT


TREC er en forkortelse for Techniques de Randonnée Equestre de Compétition, og er oprindeligt en disciplin, der blev opfundet til at uddanne rideguider til turister. TREC er hverken Distanceridning, Military eller Alrid, men indeholder lidt fra hver disciplin.